Morgenmad, middagsmad, the – i ekstreme tilfælde, morgenmad, frokost, middagsmad, the, aftensmad og et krus varmt før sengetid. Hvor omhyggelige er vi ikke med at ernære den heldige krop! Hvem af os gør lige så meget for deres forstand? Og hvad skyldes denne forskel? Er kroppen så meget desto vigtigere af de to?

På ingen måde: men livet er afhængigt af at kroppen ernæres, hvorimod vi fortsat kan leve som dyr (og næppe som mennesker), skønt forstanden udsultes og forsømmes. Derfor sørger naturen, i tilfælde af alvorlig forsømmelse af kroppen, for forfærdelige konsekvenser såsom ubehag og smerte, hvilket hurtigt minder os om vores pligt. Nogle af livets nødvendige funktioner klares helt for os, uden at vi overhovedet præsenteres for et valg. Det ville passe mange af os dårligt, hvis vi var overladt til at føre opsyn med vores egen fordøjelse og cirkulation. ”Gud fri mig vel!” ville man klage, ”Jeg glemte at trække mit hjerte op her til morges! Tænk engang, det har ikke slået de sidste tre timer!” ”Jeg kan ikke gå tur med dig denne eftermiddag”, ville en ven sige, ”da jeg ikke har mindre end elleve aftensmadder at fordøje. Jeg var nødt til at lade dem stå over fra sidste uge, idet jeg havde så travlt, og min læge siger at han ikke vil svare for konsekvenserne, hvis jeg venter meget længere!”

Når jeg siger, at konsekvenserne af at vanrøgte kroppen tydeligt kan ses og føles, ville det måske være godt for nogle, hvis forstanden var ligeså synlig og håndgribelig – hvis vi for eksempel kunne gå til lægen med den og få taget pulsen på den.

”For sytten, hvad har du gjort med din forstand for nylig? Hvad har du fodret den? Den ser bleg ud, og pulsen er meget svag.”

”Ser du doktor, den har ikke fået så meget almindelig mad på det seneste. I går fik den en masse bolsjer.”

”Bolsjer! Hvilken slags?”

”Mja, en pose gåder.”

”Åh, jeg tænkte det nok. Hør engang: hvis du fortsætter sådan, ødelægger du alle dens tænder, og du får åndelige fordøjelsesproblemer. De næste par dage må du ikke indtage andet end den mest jævne læsning. Pas nu på. Intet nyt, under nogle omstændigheder!”

 

Jeg tror, at hvis vi tager det antal smertefulde oplevelser mange af os har haft med at ernære og dosere til kroppen i betragtning, at det ville være umagen værd at forsøge at oversætte nogle af reglerne, så de svarer til forstanden.

For det første må vi indstille os på, at forsyne vores forstand med den rette slags mad. Vi lærer meget hurtigt hvad der vil og ikke vil enes med kroppen, og finder det ikke svært at afvise et stykke fristende kage eller tærte, som i hukommelsen er associeret med et forfærdeligt fordøjelsesbesvær, og hvis blotte navn uden omsvøb får os til at tænke på afføringsmidler; men det tager en hel del lærestrege at overbevise os om, hvor ufordøjelige et par linjer af vores yndlingslæsning er, og igen og igen sammensætter vi et måltid af den usunde roman, med sikkerhed efterfulgt af den sædvanlige sørgmodighed, modvilje mod at arbejde, træthed ved eksistensen – et åndeligt mareridt, faktisk.

Dernæst må vi være omhyggelige med at forsyne os med sund mad i rette mængde. Åndelig grådighed, eller overlæsning, er en farlig tilbøjelighed, tenderende mod fordøjelsesevnens svaghed, og i nogle tilfælde til tab af appetit: vi ved, at rugbrød er god og sund mad, men hvem kunne tænke sig i ét måltid at spise to eller tre hele rugbrød?

Jeg har hørt en læge fortælle hans patient – hvor diagnosen blot var grådighed og mangel på motion – at "de tidligste symptomer på overernæring er deponeringen af adipøst væv," og de fine, lange ord gav uden tvivl den stakkels mand en smule trøst i hans fremskridende fedladenhed.

 

Jeg spekulerer på, om der naturligt forekommer sådan noget som en FED FORSTAND? Jeg tror virkelig, at jeg har mødt en eller to: forstande der ikke kunne følge med i en samtales sløveste trav, som ikke kunne hoppe over et logisk hegn, om så det gjaldt deres liv, altid blev fanget i snævre argumenter, og, kort sagt, ikke var i form til andet end at vralte hjælpeløst rundt i verden.

Og så igen, selvom maden må være sund og i den rette mængde, ved vi, at vi ikke må indtage for mange slags på én gang. Giv den tørstige en liter øl, eller en liter cider, eller endda en liter kold the, og han vil sandsynligvis takke dig (dog nok ikke så hjerteligt i det sidste tilfælde!). Men hvordan tror du, at han ville få det, hvis du tilbød ham en bakke med et lille glas øl, et lille glas cider, ét med kold the, ét med varm the, ét med kaffe, ét med kakao, og tilsvarende mængder mælk, vand, brændevin og kærnemælk? Sammenlagt bliver det måske en liter, men ville det være det samme for manden i marken?

Nu da vi har slået os fast på den rette type, mængde og variation i vores åndelige kost, er der kun tilbage at være omhyggelig med at gøre passende intervaller mellem måltiderne, og ikke sluge maden for hurtigt uden at tygge den, så den kan blive grundigt fordøjet: to regler der gælder for kroppen, og som sådan også kan anvendes på forstanden.

For det første, hvad intervallerne angår: disse er virkelig så nødvendige som for kroppen, med den ene forskel at hvor kroppen behøver tre til fire timers hvile, før den er klar til endnu et måltid, kan forstanden i mange tilfælde klare sig med tre til fire minutter. Jeg tror at det påkrævede interval er meget kortere end hvad, der sædvanligvis antages, og ud fra personlig erfaring vil jeg anbefale enhver, som ser sig nødsaget til at dedikere adskillige sammenhængende timer til én sag for tænkningen, at gøre forsøg med effekten fra sådanne pauser. Prøv at forlade sagen, lad os sige en gang i timen, blot i fem minutter for hver gang, men at være omhyggelig med at slå forstanden fuldstændig fra i disse fem minutter, og helt og aldeles rette den mod noget andet. Det er forbløffende hvilket initiativ og hvilken elasticitet forstanden genvinder under sådanne korte hvileperioder.

Dernæst, angående tygningen af maden, er den åndelige proces, der svarer til dette, simpelthen at tænke over, hvad det er, vi læser. Dette træner forstanden i langt højere grad end den blot passive indtagelse af forfatterens indhold. Så meget mere anstrengende er det, at, som Coleridge siger, forstanden ofte ’vredt afviser’ at besvære sig med det – så meget mere anstrengende er det, at vi alt for ofte forsømmer det helt og aldeles, og fortsætter med at fylde frisk mad ovenpå de ufordøjede masser, der allerede ligger, indtil den ulyksalige forstand er helt overlæsset. Men des større anstrengelse, desto mere værdifuld er effekten – det kan vi være sikre på. En times støt tænkning over en given sag (en gåtur alene er ligeså god en lejlighed som enhver anden) er to eller tre times læsning værd. Og tænk blot på en anden effekt af denne grundige fordøjelse af de læste bøger: jeg tænker på arrangeringen og ’billetteringen’, så at sige, af sagerne i vores forstand, så vi klart kan referere til dem, når vi ønsker det. Sam Slick fortæller, at han gennem sit liv har lært adskillige sprog, men på en eller anden måde ”ikke kunne holde kasserne adskilt” i sin forstand. Og mangen en forstand der haster gennem bog efter bog, uden at vente på at fordøje eller arrangere noget som helst, får viklet sig ind i sådan en tilstand, og den ulyksalige ejer finder sig langt fra i træning til virkelig at leve op til den karakter, alle hans venner pådutter ham:

”En helt igennem vellæst mand. Spørg ham bare om enhver sag. Du kan ikke forvirre ham.”

Du henvender dig til den helt igennem vellæste mand. Du stiller ham et spørgsmål, lad os sig i britisk historie (det forstås at han netop er blevet færdig med at læse Macaulay). Han smiler godmodigt, sætter en mine op, som om han vidste alt om det, og dykker dernæst ind i sin forstand efter svaret. Frem kommer en håndfuld meget lovende fakta, men som efter nærmere undersøgelse viser sig at høre hjemme i det forkerte århundrede, og derfor kastes tilbage igen. En ny fangst bringer et faktum op, som er meget nærmere den ægte vare, men uheldigvis sammenfiltret med et virvar af andre ting — et sagsforhold fra politisk økonomi, en aritmetisk regel, hans brors børns aldre, et vers fra Grays Elegi, og blandt alle disse er faktummet, som han ville have fat i, blevet håbløst vindskævt og sammenfiltret. Imens venter alle og enhver på svaret, og som tavsheden bliver mere og mere akavet, må vores vellæste ven til sidst fremstamme et eller andet halvsvar, hverken nær så tydeligt eller tilfredsstillende, som hvis en almindelig skoledreng havde givet det. Og alt dette i mangel af ordentlig opstilling og billettering af hans viden.

 

Kan du genkende det ulyksalige offer for ubetænksom åndelig ernæring, når du ser ham? Kan du tvivle på ham? Kig på ham: trøstesløst vandrer han rundt i læseværelset, smager på ret efter ret — undskyld, bog efter bog — og fastholder ingenting. Først en mundfuld roman, men nej, føj! Hele sidste uge fik han ikke andet at spise, og han er aldeles træt af smagen. Så en skive naturvidenskab, men du ved lige med det vons, hvad resultatet er – åh, naturligvis, alt for sejt for hans tænder. Og så hele den udmattende tur videre rundt, som han i går forsøgte sig (og mislykkedes) med, og sandsynligvis vil forsøge og mislykkes med i morgen.

Oliver Wendell Holmes foreslår i sin meget underholdende bog Professoren ved Morgenbordet den følgende regel, for at bedømme, hvorvidt et menneske er ungt eller gammelt: ”Det afgørende eksperiment er dette – tilbyd den pågældende en tung bolle kun ti minutter før aftensmad. Hvis denne uden besvær accepteres og fortæres, er ungdommens faktum fastslået.” Han fortæller os, at et menneske ”hvis det er ungt, vil spise hvad som helst på ethvert tidspunkt af dagen eller natten.”

For at fastslå sundheden af et menneskedyrs åndelige appetit, placér da i dets hænder en kort, velskrevet, men ikke synderligt ophidsende afhandling om et populært emne – ret beset en åndelig bolle. Hvis den læses med ivrig interesse og perfekt opmærksomhed, og hvis læseren kan svare på spørgsmål om emnet bagefter, er forstanden i en førsteklasses funktionstilstand. Hvis den derimod høfligt lægges til side, eller måske drives omkring i et par minutter, hvorefter, ’Jeg kan ikke læse den her åndsvage bog! Vil du ikke række mig andet bind af Det Mystiske Mord?’ kan du være tilsvarende sikker på, er der er noget galt med den åndelige fordøjelse.

 

Hvis denne tekst har givet dig nogle brugbare vink om det vigtige emne at læse, og fået dig til at forstå at det hverken er ens pligt mindre end det er i ens interesse at ”læse, afmærke, lære og indadtil fordøje” de gode bøger, der falder på din vej, vil dens formål være opfyldt.

 

 

Lewis Carroll, manuskript til en offentlig forelæsning i Derbyshire, 1884.